1-2 dages levering    Billig fragt    EAN betaling

En Hærs Værker - Graffitiens Historie

Kundeservice | Run For Cover 10. Sep 2018
Lørdag d. 15. september kan du opleve et spændende projekt i Gladsaxe om graffitiens historie. Det fulde program offentliggøres løbende på Facebook.

Unge fra Gladsaxe kuraterer kulturoplevelser under dette års Golden Days Festival. USKIK og Golden Days inviterer til en række arrangementer, der sætter fokus på alt det, man ved første øjekast ikke ser. Arrangementet En hærs værker – Graffitiens historie er en del af festivalen og under vingerne af Telefonfabrikken og i samarbejde med musikspillestedet Richter inviteres publikum lørdag d. 15. september fra kl. 15.00 på en rejse ind i Graffitiens historie og univers.

Det siges, at nutidens ungdom er historieløse. Med næsen i iPhonen og hovedet i clouden, swiper, zapper og scroller de sig væk fra fordybelse og ind i en verden af stadig flygtigere news feed. Eller er unges historieforståelse bare en anden, og er det netop deres samtidsblik, som kan kaste et nyt, forfriskende lys over fortiden og dens skyggesider?

Graffitien er langt fra et nyt fænomen og kan formentlig dateres tilbage til det gamle Grækenland og til stenalderfolkets hulemalerier. Nogle forbinder endda datidens vægskriblerier til nutidens pieces og tags på de københavnske husmure og S-toge, og graffitien har derfor igennem historien talt til os. De unge vil med En hærs værker – Graffitiens historie og gennem live art, musik, kunstværker/pieces og videoinstallation fortælle historier om de graffitimalere, der sætter alt på spil for deres kunst. Og gennem foredrag med kunsthistoriker og Tv-ikon Peter Kær vil graffitikulturen blive perspektiveret til fortiden.

Telefonfabrikkens unge er trukket i arbejdstøjet og i samarbejde med USKIK – unge skaber i kulturinstitutionerne – og historiefestivalen Golden Days vil de sætte fokus på de underbelyste afkroge af historien – de afkroge der definerer deres historieforståelse og deres samtidsblik. Med ungdommens dristighed bevæger vi os ind bag historiens facader, sætter fokus på b-siden og giver derigennem en stemme til alt det vi normalt ikke taler om. Sammen med kunstnere, kulturformidlere og fagprofessionelle på 12 udvalgte museer, biblioteker og kulturinstitutioner i Kulturmetropolen inviteres publikum til live-performances, udstillinger, talks og installationer. Fra sanseprovokerende møder med tabuiserede følelser fra de menneskelige mørkekroge over debat om graffiti som vor tids hulemalerier eller hærværk til koldkrigskunst, computerpoesi og børnelivets B-sider.