Dansk Engelsk
12.10.2016

Binær: Trepac og Mund De Carlo sammen i ny gruppe!

Ja, hvorfor ikke? Alt andet ville jo ikke give mening. To af Danmarks bedste rimsmede har slået pjalterne sammen i en ny supergruppe kaldet Binær. Og sammen varsler de debut-album allerede til november. Vi har netop modtaget denne skrivelse fra drengene:

"Vi er Binær.

Binær betyder noget, der består af to dele/enheder, og derfor var det et oplagt gruppenavn for os, da vi både som personer og rappere er to vidt forskellige enheder.

Sammen har vi lavet albummet "Umage", der udkommer digitalt den 7. november og på dobbelt-LP den 12. november. Det er et album, der har været en fornøjelse at skrive, udvikle og indspille. Hele projektet har været drevet af lyst og gensidig respekt med fokus på det raptekniske og sproglige indhold. Vi er kæmpe fans af rap som håndværk, fans af at bryde grænser og ikke mindst fans af hinanden. Derfor har vi også presset os selv og hinanden til at yde det maksimale på dette projekt. Det håber vi skinner igennem på det endelige resultat.

Idéen til samarbejdet blev undfanget en nat i april 2015, hvor vi havde afsluttet det sidste spillejob på vores seneste fælles tour. Her var vi efterfølgende havnet til en privatfest i en lejlighed i Esbjerg, hvor vi i en blød sofa faldt i snak om touren og fremtiden. Vi besluttede der midt i vores post-tour brandert, at det ville være en god idé at lave noget musik sammen. Måske bare en EP.

Et par måneder efter blev vi enige om at gøre alvor af snakken og i november 2015 mødtes vi for første gang med produceren og studieteknikeren Xeren i Echo Out for at indspille de første Binær-numre. Siden da er dynamikken og venskabet mellem os vokset, hvilket har resulteret i, at vi nu står med et album bestående af 13 tracks med cuts fra Def Star Audio Emperor og beats fra nogle af landets bedste producere.

Albummet er først og fremmest lavet med henblik på at skulle spilles live rundt i landet, men vi er sikre på, at det også vil fungere godt på pladespilleren. Vi glæder os derfor umådeligt meget til løbende at offentliggøre vores musik og koncertplan, og ser frem til at komme rundt i landet og smitte jer alle med den energi og det engagement, vi har lagt i dette projekt. I første omgang vil vi gerne invitere jer alle sammen til release koncert på Spillestedet Stengade lørdag d. 12 november. Der er 200 billetter i rotation, og det er fra i dag af muligt både at bestille sin release-billet og sin
Binær-vinyl".

Binær - Umage, LP
Binær - Umage, LP

Kategori: Artister vi elsker

Kategorier

Recent posts


Arkiv