Dansk Engelsk
06.11.2015

Rent Mel I Posen - Langt Om Længe: Et tilbageblik

Tilbage i 1997 vandt tre unge og relativt ukendte drenge fra Midtsjælland det kun andet DM i Rap. Clemens vandt året før, men hvor Clemens hurtigt kom med et albumudspil skulle der gå et par år før debutalbummet fra Rent Mel I Posen udkom. Selvom to års ventetid på en plade ikke virker som meget efter vi har oplevet folk som Jøden, Joe True og Kejser A, så var det alligevel et længeventet album, da det udkom d. 24. september 1999 med et stjerne-lineup af datidens største producere og gæsterappere. DJ Static, Acorn (senere Sicknature), Pelding, Supardejen, David Filskov og KCL & Twajs leverede beats mens Sphaeren (Stik Op Jakob & Supardejen), Sund Fornuft (Per Vers, DJ Møller & Langemand), Jøden, Mikkel Mund og Takt & Tone leverede gæstevers.

"Langt Om Længe" udkom til stor ros fra anmeldere og god modtagelse fra lytterne. Albummet blev rost i GAFFA og modtog bl.a. topkarakter på den hedengangne store hiphopside Undergrunden.DK med ord som: "Der er ingen tvivl om, at "Langt om længe" suverænt overskrider, hvad man tør forvente for 140 buck. Jeg tror ikke, at jeg er gået så meget amok over et dansk album siden Hvid Sjokolades klassiske debut. Rent Mel i Posen har begået et sidestykke i dansk rap, og jeg spørger mig selv, hvordan de vil kunne følge det op på et næste album".
Det var især deres umiddelbarhed - de rappede mest om dagligdagsting som at nyde sommeren, knalde damer, ryge hash og gå på gymnasiet - deres energiske levering og de fantastiske produktioner der ramte folk. På den ene side ramte albummet lige ned i en gylden tid af nye talenter i dansk rap og på den anden side var den langt foran sin tid.

DetGodtNok

Albummet blev udgivet på det helt nystartede pladeselskab Fab K, der indtil da kun havde distribueret demobånd for folk som Kongen & Knægten (senere Sphaeren), Alzheimer Klinikken (Chadi Alderbas & L.O.C.) og Jyder Mæ Attityder (Strøm, MD & Talkback). Indspilningen kostede, som der kan høres lidt om i vores Run For Cover Cast med Rent Mel I Posen kassen og Fab K endte kun med at udgive to andre udgivelser, Sund Fornufts "Super Formula" og Tegnedrengens EP "Løg Til Dine Kindposer", som vi også genudgiver på vinyl for første gang.



I årene efter "Langt Om Længe" skiftede gruppen form. DJ Møller, der allerede var med live ret tidligt, kom ind i gruppen, Attilla blev tilknyttet som producer og Mikkel Mund, der havde gæstet albummet på det legendariske nummer "Skæve Børn Leger Bedst", blev fjerde mand bag mikrofonen. I 2004 udkom kompilationen "Gadeplan", hvor Rent Mel medvirkede med nummeret "La' Det Ligg", der varslede en ny stil og samtidig viste at de var tilbage og sultne, mens musikvideoen tog pis på en god bunke af nutidens danske rapvideoer. Senere på året kom albummet "Ingen Stress" på det danske label Cope Records. Siden har Jern Henrik aka Hennesey og MC Jo aka Jooks udgivet flere soloudgivelser mens Tegnedrengen er blevet kunstner i en anden forstand som maler og designer. Jooks har også udgivet


"Langt Om Længe" må siges at være et album der 16 år senere stadig betragtes som en klassiker og et af de store værker i dansk rap. Her er et citat fra bloggen DetGodtNok, der også har leveret billedet i toppen med CD og vinyl sat sammen:

" Dengang blev jeg totalt overvældet over hvad man kunne med det danske sprog, historierne, de krøllede metaforer og ikke mindst de super funky produktioner. Det var virkelig alt hvad jeg kunne ønske fra et rapalbum. Siden da har jeg ikke kunnet slippe pladen, og når jeg har brug for en solid omgang dansk rap, er det som regel den plade der ryger på. I dag - 16 år senere, står pladen stadigvæk som et urørligt mesterværk og et perfekt billede på den danske rapscene i sluthalvfemserne "

Rent Mel I Posen - Langt Om Længe, 2LP [Limited Edition]
Rent Mel I Posen - Langt Om Længe limiteret 2xLP

Tegnedrengen - Løg Til Dine Kindposer, LP [Limited Edition]
Tegnedrengen - Løg Til Dine Kindposer limiteret LP inkl. bonustracks

Pakketilbud: Rent Mel i Posen, 2LP + Tegnedrengen, LP [Limited edition]
Rent Mel I Posen + Tegnedrengen pakketilbud, spar 30,-


Kategorier

Recent posts


Arkiv