Dansk Engelsk
31.10.2014

Flashback Friday: De første 10 år med RFC

TI ÅR MED DANSK RAP TIL ØREGANGENE OG HIPHOP I ØJENHØJDE
Det kan godt være, at man ikke skal bedømme en bog på dens omslag. Men man kan sagtens bedømme en plade på dens cover. For hvis bare, der står der står Run For Cover på coveret, så ved du, at pladen indeholder hiphop lavet af hiphoppere til et publikum af hiphoppere. Sådan har det været i alle de samfulde ti år Run For Cover indtil videre har eksisteret, og de har i den dekade hamret en række milepæle ind i historien om dansk rap. 
 
TO JYSKE STREET ENTREPRENØRER
Den gode gamle, halvskøre hiphopfilosof KRS-One har engang forklaret at hiphop ikke består af fire elementer, men hele ni af slagsen, og det niende skulle være Street Entrepreneurialism. Hvis man bekender sig til den tro, er der næppe noget bedre billede på street entreprenører i det ganske danske end de to Run For Cover-bagmænd Poul Depka og Torben Portland (hvis rigtige navn i øvrigt slet ikke er Portland). 

Pouldc, der har rødder i Horsens, er egentlig grafisk designer. Samtidig var han manden bag det lille selskab Bomb Denmark, der udgav engelsksproget undergrundsrap af den slags der blev sat under kategorien "boom bap" i pladebutikken.   

Aalborg-drengen Torben Portland har en baggrund som pladeselskabsmand på landets major labels (uuh). Allerede dengang havde han en fetich for undergrundsrap, særligt på dansk. Du har måske set hans fjæs på forsiden af "Kølig Kumpaner"-opsamlingen fra slut-90.erne, hvor han, i bedste Puff Daddy-stil, satte sig selv på coveret. 

Selvom der er mange ligheder mellem de to, har de alligevel forskellige passioner, der når de samles bliver til indbegrebet af Run For Cover. Med en "Selvgjort er velgjort"-attitude har de glade jydedrenge siden 2002 banket en forretning op, der er baseret på rendyrket kærlighed til hiphop, der gennemsyrer alt hvad Run For Cover rører ved. De har en finger i jorden der rækker helt ned til undergrundstalenterne. De har øre for, hvad der kan blive en succes. Og de har sans for hvad der skal til af knaldhårdt arbejde, for at levere varen hele vejen til lytteren. 

FRA SELVSKABT PLADESELSKAB TIL BUGNENDE BUTIKKER 
Run For Cover slog hurtigt sit navn fast i dansk rap med en række kvalitetsudgivelser fra Niarn, GísliJohnson & Malone og mange flere. Men lige så fedt som produktet var i sig selv, ligeså vigtigt har det været, at det blev serveret for køberne på en facon de kunne relatere til. Et godt eksempel på dette var et sublimt streetteam af hiphoppere, der lod hver en afkrog vide, at det nye Meller eller Pede B album var kommet med stickers, posters og flyers på gymnasier og gadehjørner landet over.  
Allerede i Run For Covers første leveår havde de en stand til Aarhus Took It, der godt nok kun solgte to forskellige plader. 5 år efter, i 2007, åbnede den første fysiske Run For Cover også i Århus og i 2010 kunne de slå dørene op på Nørrebro i KBH. Nu er Run For Cover Århus-afdeling flyttet i endnu freshere lokaler i midtbyen, men det mest bugnende udvalg finder man dog stadig på nettet, dér. I webshoppen er her hiphop i lange baner og alt hvad der kan relateres til kulturen af kluns, gadgets og ikke mindst spraydåser. Masser af spraydåser.  

RUN FOR COVER GAV DANSK RAP MULIGHED FOR AT VOKSE
Hvor de store selskaber har haft mulighed for at tage de succeser, har Run For Cover i stedet kigget på vækstlaget og fundet de største talenter i undergrunden, der Et godt eksempel på dette er Pede B. Den mangedobbelte MC?s Fight Night-champ, der har forfinet sit talent for skrevne tekster via sine album hos Run For Cover. Han med tiden blevet til en af landets mest komplette rappere. Ligeledes voksede Ham Den Lange med opgaven, da han udgav sin solodebut, den eftertænksomme og tragikomisiske  "Carpe Diem - My Ass" på selskabet, og en fyr som MagerMayn der har huseret i dansk hiphop i en menneskealder fik et hjem for sin unikke, grænseoverskridende musik hos Run For Cover.

RUN FOR COVER ELSKER VINYL
Lige fra startskuddet har Run For Cover sat en ære i at udsende musikken på 12 tommer vinyl. Da selskabet startede var vinyl en truet dyreart, men den klippefaste tro på hiphoppens originale medie, gjorde at det lille selskab skilte sig ud fra mængden på et format der var dobbelt så stort, dobbelt så old school og dobbelt så sejt som CD'en. Dog er der ikke tale om formatforskrækkelse. Run For Cover har også udgivet på CD, MP3 og endda kassettebånd, men det er stadig vinylmediet som logoet forbindes med.  

Desuden er en stribe af vinylerne i dag blevet til samleobjekter. Se fx om du kan opdrive et af Run For Covers første hits; "24 Karat - Lige Ud Ad Landevejen" med Static feat. Jøden, Niarn, Per Vers og Jonny Hefty på kridhvid vinyl.   

SELVFØLGELIG ER DEN GOD - DET ER JO EN RUN FOR COVER EP   
EP?en er en sjov størrelse på en håndfuld numre, der er lige præcis nok til at tegne et billede af en kunstner uden det når at blive kedeligt. Mange af de største navne og dygtigste kunstnere i dansk rap nogensinde, har startet deres karriere med at udgive en EP på Run For Cover. 
Før nogen havde tænkt på at kalde Aalborg Dobbelt-A, eller at der overhovedet kunne laves dansk rap oppe nordpå, udsendte Niarn "Glenn Francisco-EP'en", der etablerede ham som bad boy i dansk raps elite. 
Johnson var måske allerede kendt som Niggeren I Slæden fra B.A.N.G.E.R.S., men det var på Run For Cover han slog navnet Johnson fast og fandt det udtryk vi kender ham for i dag, da han han udgav EP'en "Johnson & Malone" sammen med vennen Ralle Malone.   

Den engelsksprogede rapper Gísli fik anmelderne til at lægge sig fladt på ryggen, da hans "Sky High"-EP udkom. Selvom rap på engelsk er lidt af en nichegenre i Danmark, har Gísli haft en imponerende produktion med et udtryk der rækker ud over landets grænser. Blandt andet har han fungeret som frontmand i jazz-rap-trioen Lucie Baines, der har udsendt to kunstnerisk avancerede album på Run For Cover. 

Kasper Spez lod sig efter sigende signe til Run For Cover en våd aften til Aarhus Took It, hvor han gik hen til Run For Cover-boden, iklædte sig en masse RFC-merchandise og spurgte hvor han skulle skrive under. Det blev kimen til den til fantastiske EP "Love Junkie" der sprængte rammerne for hvor poetisk undergrundsrap kan fremføres.

RUN FOR COVER SPURTER MOD FREMTIDEN 
Ti år er både en menneskealder og ingen alder. Meget har ændret sig siden de første udgivelser, hvor alene det at udsende musik var en kamp i sig selv. For at sætte de i perspektiv har selskabet eksisteret dobbelt så længe som YouTube har din yndlingskanal.  Det er naturligt at Run For Cover også forgrener sig. Det føles helt rigtigt, at danske dancehall artister selvfølgelig også får et hjem hos Run For Cover. Det manglede da bare, bombaclot!

Uanset hvad fremtiden bringer for de glade drenge, der lod deres kærlighed til hiphoppen blive en big ass business, er en ting sikker som chuuuch i kirken: Der skal lyde et kæmpe HIPHOP HURRA til Run For Cover for de første ti år på streeten og vi ses til hiphop i fremtiden!


Kategorier

Recent posts


Arkiv