Dansk Engelsk
18.02.2015

Byggesten nedtælling: Dag 2 - Min Liga

Pede B vil de kommende tretten dage præsentere sin nye plade "Byggesten" her på bloggen. Hver dag kommer der en smagsprøve på et nyt nummer sammen med en beskrivelse af tankerne bag teksten og musikken. Alle ord er Pedes, og vi fralægger is ansvaret. Enjoy!

Min Liga

En del af mit publikum efterspørger stadig den mere cocky-stil, man fx kunne se til MCs Fight Night og på mine første album. De kan også have en pointe i, at hverken Over Askeskyen 1 og 2 eller Vi Hjerte Alberte havde specielt meget plads til spidse albuer og god gammeldags attitude. Måske er jeg blevet for gammel til det, måske er jeg bare mæt efter alle de år i bokseringen, jeg skal ikke kunne sige det? "Min Liga" er et skud attitude i en opdateret version!

Nummeret handler i bund og grund om danske rapperes mangel på ydmyghed og ville aldrig være kommet til verden, hvis jeg ikke havde mødt så mange arrogante musikere, som det er tilfældet. Jeg tror (og dette er kun min egen fortolkning), at mange rappere på vej op selv føler, at de skal udstråle overlegenhed og arrogance i en så voldsom grad, at det desværre ofte bliver gennemskueligt og en lille smule ynkeligt. Dem, der kender mig, ved, at jeg aldrig spiller kong gulerod over de små ting, jeg har opnået med musikken - hellere gøre ting end at tale om dem. Men i ny og næ kan det være rart at lange lidt ud efter alle de smarte mennesker. Hvem ved? Måske kan det få enkelte til at skrue ned for stilen, og det ville jo komme alle til gavn.

Jeg brumme-synger lidt på "Min Liga" i bedste Freddie-Gibbs-still. Selvom vi har den dygtige sangerinde Emilie Moldow på holdet, synes jeg det er fedt hun først kommer ind til slut og skubber omkvædet op i kvalitet. Havde hun haft alle omkvæd på nummeret, havde man slet ikke nydt hendes del så meget til sidst.

Skitsen til nummeret blev leveret af Adam Sampler. Jeg er blevet meget glad for at indspille alene og satte teksten og omkvædet til nummeret op i vores studie cirka samme tid som radiatoren gik i stykker. Det kolde efterårsvejr gjorde det kun muligt at indspille med jakke og hue, men jeg fik stadig indspillet alle mine vokaler i vores studie på Nørrebro. Emilies del blev lavet et par uger senere hjemme hos Noize, da vi rettede nummeret til.

Ikke alle de gamle fans er lige glade for "Min Liga", hvilket selvfølgelig er helt ok. Lydbilledet er som tidligere nævnt en temmelig opdateret version af min gamle favoritdisciplin "blærerap", der sagtens kan hægte tilhængere af 90er-lyden af. Jeg vil blot bede disse folk om også at se en koncert, hvor vi fremfører "Min Liga", da man først rigtig forstår især trommernes kvaliteter, når de brager på et stort anlæg!
Bestil BYGGESTEN på CD eller LP her og deltag i konkurrencen om bl.a. en privatkoncert og fede freestyles fra Pede B. Desuden får alle, der bestiller albummet via Run For Cover, en signeret plakat med gratis!

Kategori: Artister vi elsker

Kategorier

Recent posts


Arkiv